Servitutter for Ramsbakkegårdens udstykning
A. Ingen parcel må være mindre end 1200 m2 eller 3000 kvadratalen
B. Der må ikke på nogen parcel drives erhvervsvirksomhed eller nogen virksomhed, der ved røg, støj eller ilde lugt kan virke generende for de omkringboende eller ved sit udseende virke skæmmende for naturskønheden. Der må ej heller være svinehold eller holdes høns eller pelsdyr. Derimod er det parcelejerne tilladt at holde hund, men denne skal enten være bundet eller holdes indenfor effektiv indhegning på parcellerne. Der må ikke på parcellerne oplagres noget, der frembyder ubehageligt skue eller er til ulempe for naboerne.
C. På hver parcel må der udover udhus og garage kun opføres ét beboelseshus til én familie. Beboelsesejendommene skal opføres i sommerhusstil, så de virker mindst forstyrrende på naturskønheden. De opførte bygningers farve skal af samme årsag afpasses efter omgivelserne på stedet, hvor bygningerne er opført. Bygningernes ydervægge skal holdes i jordfarver. Dette gælder dog ikke tag, vindskeder, døre, vinduer, skodder og lignende. Ingen bygning må have mere end én etage over kælder. Stuegulvet må ikke ligge højere end 75 cm over terrænhøjde på den side af huset, hvor terrænet er højest. Det opførte beboelseshus må ikke være mindre end 40 m2. I øvrigt skal naturligvis kommunens til enhver tid gældende bygningsvedtægt samt brandvedtægterne nøje overholdes.
D. Ved tilrettelæggelse af indkørselsforhold til parcellerne skal der sikres plads for parkering af mindst to biler på de enkelte parceller. 1 garage (carport) i forbindelse med forplads til én bil opfylder nævnte parkeringsplads. Der må kun være én indkørsel til hver parcel.
E. Parceller udstykket fra ovennævnte ejendom har fuld hegnspligt for så vidt angår skel, der støder op til vej eller sti. I forhold til andre parceller har parcellerne kun halv hegnspligt. Bortset fra raftehegn eller tilsvarende naturtræshegn må der kun hegnes med levende hegn. Det skal dog være tilladt at etablere indhegning med trådnet i indtil 1 m højde, når dette sker i forbindelse med plantning af levende hegn. Hegn mod vej eller sti skal plantes mindst 30 cm fra skel, medens egentlige læhegn skal have en afstand på mindst 1,00 m fra skel.
F. Det påhviler hver enkelt grundejer at renholde såvel parcellen som vejarealet ud for denne. Græs & ukrudt på parcellerne og det tilstødende vejareal (rabatterne), skal slås mindst 2 gange hvert år, senest hhv. 15. maj & 1. juli. Hvis dette efter grundejerforeningens (bestyrelsens) skøn ikke finder sted på ordentlig måde, er foreningen berettiget til at lade det fornødne arbejde udføre på vedkommende parcelejers regning.
G. For at skabe så rolige og rekreative forhold som muligt, er det forbudt at anvende radio, eller lignende i det fri, samt i de opførte sommerbebyggelser for åbentstående døre og / eller vinduer m.v.. Det er ligeledes forbudt at frembringe unødig støj, værende sig motor- eller anden maskinlarm eller vedvarende højrøstedhed. Grundejerforeningen kan fastsætte nærmere tidspunkt for græsslåning og lignende.
H. Campingvogne, telte og lignende må kun henstå på parcellerne i weekends og ferieperioder.
I. Køberne af de enkelte parceller har pligt til at være medlem af Ramsbakkegårdens Grundejerforening, der er stiftet for parceller udstykket fra ovennævnte matr. nr.. Medlemmerne er underkastet denne grundejerforenings love og bestemmelser, ligesom de er pligtige til gennem den nævnte grundejerforening i fællesskab med de øvrige parcelejere at deltage i anlæg og vedligeholdelse af vejene, vandforsyningsudgifter og tilsvarende øvrige fællesudgifter.
—o—o—o—o—o—o—o— Påtaleberettiget med hensyn til ovennævnte servitutter er Ramsbakkegårdens Grundejerforening ved bestyrelsen, som har fået skøde på vejene, samt Frederiksværk Kommune. Dispensation fra ovennævnte servitutter kan ikke meddeles uden Frederiksværks Kommunes godkendelse. Servitutterne kan ikke aflyses uden Frederiksværks Kommunes godkendelse. Med hensyn til de ejendommen nu påhvilende pantehæftelser og byrder – der alle respekteres – henvises til ejendommens blad i tingbogen.